Her følger en lille beretning om vores tur til Pinsecup 2007 i Nykøbing Falster.
Vi mødtes fredag kl.16.00, med en hel parkeringsplads fuld, af glade og spændte drenge. Desværre var vores bussemand forsinket i en lidt over en time, så vi kom først af sted ca.17.30. Nå men af sted kom vi og ankom til CEUS hvor vi skulle finde et sted at bo i de næste dage. Straks vi stod ud af bussen, blev vi modtaget af en flok spillere der ”svinede” vore drenge til med fodboldsange, om at deres hold ville vinde Pinsecup og at deres klub var den bedste. Så mens vi ledere tømte bussen for tasker og kasser, blev der svaret igen fra SB´s 48 drenge der tog opstilling og fyrede den af. Der var stadion stemning fra første sekund.
Vi fik vores udmærkede rum og det er en fantastisk ting, at der nu findes elektriske oppustere til luftmadrasser. Ellers ville der helt sikkert være nogle, der ikke ville have ligget så bekvemt. Drengene var nu godt sultne og der blev serveret pizza og sodavand i det fri. Der havde været pizza nok til at bespise hele vores fløj på CEUS, da drengene kun spiste et par stykker eller 3 og så havde mere travlt med at finde en fodbold og komme i gang med noget spil. Præcist som sidste år, havde drengene lidt svært ved at komme i seng den første aften. Der var så meget der skulle prøves og ses, de nye spil på GameBoy skulle testes, slikbodens sortiment skulle registreres og der skulle fortælles vittigheder m.m. Men, vi skulle tidligt op, da der var optog gennem byen kl.7.45.

Så næste morgen blev drengene vækket med lidt besvær og fik spist morgenmad og så ellers ud i optog, i en ”kæmpe omvej” til stadion. Der var flere, der syntes det var fuldstændig vanvittigt at gå så lang en tur, når man bare kunne være gået tværs over græsplænen, så havde vi været fremme. Nå men det var en stor oplevelse at deltage i optoget, der foregik med slag-sange fra SB´s drenge og så de mere ”lys-sky” sange som drengene fra årgang 95 kunne!
Men nu kunne vi så komme i gang med spille fodbold. Der blev spillet på 22 baner, i alt 520 kampe på de 3 dage. Så når vi ikke selv lige var i kamp, blev der luret en del tricks og teknikker hos mange af de andre klubber. Imellem de mange kampe der skulle spilles og som vi selv deltog i, blev der spist slik, slush-ice, drukket sodavand eller spist frugt og spillet en masse fodbold. Der var ture tilbage til CEUS for at spise frokost eller tur til grillen for at spise franske hot-dog. Vi var også alle en tur i svømme hallen, hvor drengene hyggede sig, uden bold og vi ledere have et lille pusterum.
Søndag aften, var der stort festfyrværkeri, heldigvis lige i mellem 2 regnbyger. Desværre var vejret ikke fantastisk, men der var ingen af drengene der havde problemer med det. Der er sikkert nogle forældre der mandag, har fået pakket et par halv-våde, sure t-shirt ud af tasken. Mandag morgen skulle der pakkes tasker og ryddes op i vores lokale og vores bagage, transporteres til SB´s telt på stadion. Inden vi skulle hjem om eftermiddagen, var der lige et par fodbold kampe der skulle overstås og 1.holdet skulle en tur til præmie overrækkelse.
Hjemturen forløb helt perfekt. Bussen var hos os, før tid og vi ankom til Stenløse kl.18.00. På vej hjem i bussen, var der nogle drenge der var mærket af weekendens strabadser og som lige fik sig en ”morfar”. Da vi ankom til Stenløse blev vi mødt af forældre med flag og godt humør og vi kunne så overdrage en flok trætte drenge, alle i god behold og en masse oplevelser rigere.
Det havde været en fantastisk tur. Helt sikkert for alle drengene, men også for os ledere. De havde alle opført sig, som man nu kan forvente at drenge gør i den alder?! Og vi har næsten ikke måtte hæve stemmen.
Til sidste skal der lyde en stor tak til vores sponsorer og forældre, for deres support og bidrag til denne tur. Vi havde i overflod af sodavand, slik, frugt, kage, varm kakao, øl og vin (kun til lederne) og der har helt sikkert ikke været nogen der har manglet noget i den retning.
Vi glæder os allerede til Pinsen 2008.
Hilsen
Lotte, Ole og Henrik