|
Team Egedal til sommer
Onsdag den 18/1-2012: Selvom det kan virke som langt ude i fremtiden, er det til sommer at vi bliver U16 og derfor træder ind i klubsamarbejdet Team Egedal. Hermed lidt info om hvad vi ved indtil videre.
Hvad er Team Egedal (TE)? TE er et samarbejde mellem klubberne Ølstykke FC, Slagslunde/Ganløse IF og Stenløse BK, gældende for ALLE klubbernes U16 – U19 spillere. Spillerne forbliver medlemmer i moderklubben, men repræsenterer TE’s farver og træner og spiller kampe både på Stenløse, Ølstykke og Ganløse stadions.
Helt basalt betyder TE blot for os i SG97 at Ølstykke også bliver en del af vores store Stenløse/Slagslunde/Ganløse/Veksø-familie, idet vi allerede er integreret og i dag træner og spiller samlet, med de mange fordele det giver os. Så vi bliver bare flere spillere, flere trænere, flere hold og vi skal nogle gange til Ølstykke også – så familien bliver bare lidt større :-) (jeg ved faktisk ikke præcist hvor mange spillere Ølstykke har, men de er ikke så mange som os)
Langt de fleste af Jer kommer til at spille på et U16-hold efter sommer på et niveau som passer den enkelte. Antallet af hold som tilmeldes, afhænger – ligesom nu - af hvor mange spillere vi bliver, men ALLE spillere er på hold (hvis I selv ønsker det). Nogle stykker af de allerbedste og mest ambitiøse af Jer, kan - hvis trænerne vurderer at I er gode nok - rykkes op for at spille med de bedste U17-drenge (96’ere). Så ALLE kan blive udfordret på hver Jeres niveau.
Trænere Hele processen med at gøre U15 klar til TE er kun i startfasen, men det ligger fast at Henrik og jeg meget gerne vil følge drengene op i TE. Flemming stopper som træner til sommer, men er stadig med på sidelinien, da han sidder i styregruppen i TE. Dong stopper formentlig også som træner, men vi kan forhåbentlig holde på ham som adhoc hjælpe- og målmandstræner. De øvrige trænere bliver enten nuværende Ølstykketrænere og/eller nye som ansættes.
Mere info? I nær fremtid afholdes et fælles forældremøde angående TE – så der bliver mulighed for at høre meget mere. Vi vil ligeledes benytte tiden indtil sommerferien til at lave nogle små fælles arrangementer, så vi langsomt kan lære hinanden at kende - eksempelvis nogle fælles træningssamlinger for alle, 5-á-side stævne med blandet hold m.m., men mere om det senere.
Håber at I med dette lille skriv er blevet lidt klogere på TE. Det bliver spillemæssigt superfedt med masser af udfordringer og socialt får I en masse nye venner, så jeg har svært ved at finde noget negativt og jeg glæder mig i hvert fald :-)
På vegne af trænerteamet /Ole
|